Et farverigt spektrogram

Trends

Hvordan kommer stemmeassistenter til at ændre arbejdspladsen?

Er stemmeassistenter intelligente nok til at virke i et kontormiljø? Ikke helt, siger Sam Shead. Men der går ikke lang tid …

 

"Alexa, send en e-mail til John i HR, og hør, om han har tid til at snakke om min forfremmelse på næste tirsdag."

"Siri, kan du printe denne side ud for mig?"

"Cortana, åbn et nyt Excel-ark, og udregn standardafvigelsen for mine seneste salgstal."

"Hey Google, bed vores maskine til fremstilling af T-shirts om at fremstille 20 store T-shirts med enhjørninge på."

Disse er blot nogle få eksempler på krav, som folk måske snart kommer til at stille stemmeassistenter med kunstig intelligens (AI). Sideløbende med udbredelsen af cloud computing-teknologi er assistenterne hastigt blevet mere avancerede takket være gennembrud inden for maskinlæring og forståelsen af naturligt sprog.

Tanken om at snakke til stemmeassistenter så uformelt på arbejdet er måske lidt uhyggeligt for visse folk, men forskning tyder på, at disse smarte assistenter måske inden for de næste 12 måneder kommer til at være hvermandseje på kontoret, på samme måde som kedlen eller hæftemaskinen er det.

Spiceworks, der er et socialt netværk for IT-erhvervsfolk, kom i april 2018 frem til, at 40 % af de store virksomheder (med 500 eller flere ansatte) forventer at implementere AI-stemmeassistenter i deres kontorer ved slutningen af 2019(1). Undersøgelsen, som blev udfyldt af mere end 500 IT-folk i organisationer på tværs af Nordamerika og Europa, kom også frem til, at 29 % af organisationerne havde indført en eller flere AI-assistenter til arbejdsrelaterede opgaver, eller også havde de planer om at indføre en eller flere af dem inden for de næste 12 måneder.

Amerikanske teknologigiganter såsom Google, Microsoft, Apple og Amazon har udviklet nogle af de mest sofistikerede stemmeassistenter på markedet: henholdsvis Google Assistant, Cortana, Siri og Alexa. De "fem store", som de samlet kaldes, når Facebook er inkluderet, investerer milliarder af dollars i AI og hyrer områdets klogeste folk på vejen. Virksomheder som Cisco og IBM tager også skridt for at sikre, at de kan være med.

Automatisering af kedelige opgaver

Amazons Alexa var en af de første stemmeassistenter, der for alvor vandt indpas på forbrugermarkedet, efter Amazon lancerede sine Echo-enheder. Men virksomheden, der har hovedsæde i Seattle, har ikke tænkt sig at stoppe ved forbrugerne. Sidste november løftede de sløret for Alexa for Business, og virksomheden mener, at det er den perfekte løsning til travle kontorarbejdere, der ønsker at automatisere hverdagsopgaver.

I et blogindlæg tilbage i marts hyldede Amazons CTO Werner Vogels stemmeassistenter som værende en "gamechanger" for arbejdspladsen(2). "På samme måde som Alexa gør det lettere at have et intelligent hjem, er det samme muligt på arbejdspladsen," skrev Vogels i sin blog All Things Distributed. Da han pointerede nogle af de ting, som Alexa kan gøre, skrev han: "Alexa kan styre miljøet, hjælpe dig med rutevejledning, booke et lokale, rapportere om et problem eller finde transport."

Blandt virksomheder, der i dag gør brug af Alexa for Business, finder man den amerikanske tøjproducent Brooks Brothers, banken Capital One og softwarevirksomheden BMC.

Capital One har programmeret sin egen private "evne" (en specifik handling, der styres af en stemmekommando) på Alexa, der lader virksomheden holde øje med præstationen på sin cloud computing-infrastruktur til Amazon Web Services. Surya Avirneni, der er chefprogrammør hos Capital One, siger: "Vi har allerede programmeret en evne, der gør det muligt for vores teams hurtigt at kontrollere status for vores systemer eller anmode om specifikke opdateringer på hændelser med høj alvorlighedsgrad, men vi manglede en måde at gøre dette muligt for vores teams uden at offentliggøre evnen på Alexa Skills Store. Alexa for Business gør det muligt for os at offentliggøre evner udelukkende til intern brug."

En række teknologivirksomheder, herunder Salesforce, SAP SuccessFactors og ServiceNow, er nu i gang med at integrere deres egne programmer med Alexa for Business, hvilket kun gør platformen endnu mere brugbar på kontoret.

Amazons største konkurrent på markedet for arbejdspladsens stemmeassistenter ser ud til at være Microsofts Cortana, som tilbyder en række fordele til folk, der gør brug af Microsofts øvrige produkter såsom Office 365, Skype, LinkedIn, Bing og Outlook. I en artikel udgivet af Computerworld har Patrick Moorhead, der er præsident og chefanalytiker for Moor Insights and Strategy, angiveligt sagt: "Den største fordel, som Microsoft kommer med, er integrationen med Windows og Office, der nok må siges at være den arbejdstagendes foretrukne værktøjer."(3)

Ud af de virksomheder, der har implementeret en stemmeassistent på arbejdspladsen, gør 49 % brug af Microsofts Cortana, mens blot 13 % gør brug af Alexa(4).

Et udvalg af stemmeassistenter

Fra venstre mod høje: Amazon Echo, Google Now, Sonos Play, Apple Siri

 

Kan stemmeassistenter styre kontoret?

I takt med at computerchips finder vej til flere og flere genstande, varer det ikke længe, før AI-stemmeassistenter kan tale til og styre stort set alt på kontoret. Men det er vigtigt, at CIO’er og CTO’er ikke lader sig rive med endnu.

Nu hvor de store teknologivirksomheder alle har udgivet reklamer og kampagner, der fremstiller deres stemmeassistenter som næsten menneskelige, kan man fristes til at tro, at de vil være gode samtalepartnere. Sandheden er dog, at de på mange måde faktisk er ret dumme.

"Modsat tekstbaserede assistenter har stemmeteknologien desværre endnu ikke nået et tilstrækkeligt modenhedsniveau, der muliggør virksomhedsomspændende indførelse, og de mere innovative eksempler såsom at bruge ansigtsgenkendelse til at kortlægge mundbevægelser med stemmer forbliver i tænketanken," siger Rob McCargow, der er AI-direktør for PwC UK. "Der er en række andre forhindringer, der skal klares, før vi på arbejdspladsen kommer til at se en udbredelse af AI-stemmeassistenter. Nøjagtigheden forbedres hastigt, men kravet om endnu mere nøjagtighed vil være akut, hvis teknologien skal kunne bruges i regulerede industrier såsom sundhedssektoren og finansielle tjenesteydelser."

Kan AI misbruges?

I øjeblikket er en af de store teknologiske forhindringer for AI-stemmeassistenter at blive i stand til at forstå baggrundsstøj – det såkaldte "cocktailpartyproblem" – men der sker trods alt fremskridt inden for dette område. Alexa og co. mangler også biometrisk autentificering ud fra stemme, og de kan endnu ikke finde ud af, hvem i kontoret der taler til dem.

Ifølge McCargow er der også visse bekymringer om, hvor troværdig og forklarlig AI er, og hvor godt den kan håndtere følsomme data. "Medmindre virksomheder har tillid til, at AI-stemmeassistenter er blevet ansvarligt udviklet med disse udfordringer in mente, går der mange år, før vi kommer til at se fordelene ved assistenterne," siger han.

Samim Winiger, der er CIO for maskinlæringsvirksomheden AE, er bekymret for, at organisationer måske vil bruge stemmegenkendelse i AI-assistenter til at overvåge deres ansatte.

"AI-stemmeassistenter på arbejdspladsen er blot en mindre del af den større tendens, nemlig AI-overvågning og -optimering af arbejdspladsen," siger han. "Stemmegenkendelse spiller en vigtig rolle i dette scenario: Mikrofoner ved hvert skrivebord, der altid er tændt, og som er koblet sammen med et system til følelses- og talegenkendelse. Et system bliver forsynet med disse data i realtid og udregner en medarbejderscore. Denne score bruges derefter på forskellige måder til at optimere organisationens ydeevne."

Han tilføjer yderligere: "Foruden udfordringerne ved overvågning kan stemmeinterface også bruges til visse anvendelser med interaktion såsom let brainstorming og hurtig notetagning. Men i overblikket er disse blæst alt for meget op. Musen, tastaturet og skærmen er i de fleste tilfælde stadig langt hurtigere inputmetoder, der samtidig giver mulighed for multitasking og rumlig forståelse, hvilket stemmeaktiverede enheder ikke gør."

Øget sofistikering

Blandt de virksomheder, der bruger stemmeassistenter, kom Spiceworks frem til, at 46 % af dem bruger dem til stemme-til-tekst-diktion, 26 % bruger dem til samarbejde, og 24 % bruger dem til kalenderstyring af medarbejderne. Fjorten procent bruger intelligente assistenter til kundeservice, og 13 % bruger dem til at hjælpe med opgaver relateret til håndtering af IT-helpdesk.

Men disse simple tricks kan have en betydelig indvirkning på virksomheder. "Denne type af ‘opgavesupplering’ kan føre til en markant vækst i produktivitet. PwC’s analyser viser, at den bredere anvendelse af AI kan tilføre yderligere 15,7 trillioner dollars til den globale økonomi ved udgangen af 2030," siger McCargow(5).

"Så snart indførelsen begynder at tage fat, vil virksomheder se en stor indvirkning på deres arbejdsstyrker. Derfor er det vigtigt, at virksomhedsledere skrider til handling nu for at imødekomme kravene fra fremtidig talent, og så de kan forberede deres medarbejdere på en eventuel fremtidig disruption forårsaget af jobautomatisering."


 

Den prisvindende journalist Sam Shead var en teknologijournalist for Business Insider UK. Før det arbejdede han som startup- og innovationsredaktør for London-baserede Techworld og for The Daily Mail.

Kilder:

(1) https://community.spiceworks.com/blog/2964-data-snapshot-ai-chatbots-and-intelligent-assistants-in-the-workplace?utm_campaign=item&utm_medium=rss&utm_source=blog

(2) https://www.allthingsdistributed.com/2018/03/unlocking-enterprise-systems-using-voice.html

(3) https://www.computerworld.com/article/3252218/collaboration/cortana-explained-why-microsofts-virtual-assistant-is-wired-for-business.html

(4) https://community.spiceworks.com/blog/2964-data-snapshot-ai-chatbots-and-intelligent-assistants-in-the-workplace?utm_campaign=item&utm_medium=rss&utm_source=blog

(5) https://www.pwc.com/gx/en/issues/data-and-analytics/publications/artificial-intelligence-study.html